HD - Hoftedysplasi – i daglig tale kaldet HD – er en lidelse, hvor lårbenshovedet og hofteskålen ikke er tilpasset hinanden optimalt. Det kan give anledning til fejlbelastning af leddet og udvikle sig til smertevoldende slidgigt.
HD er en arvelig betinget sygdom. Arvegangen er ”polygenetisk” d.v.s. at flere forskellige gener afgør, om en hund får HD. Og da arvegangen ikke er ”direkte”, så kan lidelsen ”poppe” op selvom begge forældredyr er frie. Hvis hunden er arveligt disponeret, har den stor risiko for at udvikle HD, især hvis den udsættes for negative miljøpåvirkninger som forkert fodring, overdreven motion eller hurtig vækst.
I avlen gøres der en indsats for at modvirke denne lidelse. Afkom kan kun stambogsføres, når begge forældre før parring har en officiel HD-status registreret i DKK.
En test for HD foregår ved, at man hos dyrlægen får taget røntgenbilleder af hundens hofteled, når hunden er mindst 12 måneder gammel. Inden fotograferingen skal ejeren købe og udskrive en rekvisition på hundeweb (se vejledning nedenfor). Dyrlægen sender billederne til DKK, som oplyser om HD-status og registrerer dette på hundeweb.
Man tildeler herefter hunden en HD grad fra A-E.
A – HD fri
B – Overgangsform
C – Lettere HD
D – Middelsvær HD
E – Svær HD
På Hollandske stambøger fremgår en anden HD-betegnelse som kan oversættes som følger:
A = HD-
B = HD TC
C = HD+-
D = HD+
E = HD++
Vil du vide mere omkring HD findes der meget godt information på DKK hjemmeside – søg på HD
En opdrætter kan kun sørge for, at fundamentet for en god HD-status er i orden. Som hvalpekøber kan du sørge for at undgå negative miljøpåvirkninger – sørg f.eks. for;
- at din hvalp får et godt kvalitetsfoder,
- at din hvalp ikke bliver overvægtig – overvægt kan øge risikoen for HD,
- at din hvalp ikke vokser for hurtigt – ses ved hundefoder med alt for højt energi indhold,
- at din hvalp ikke udsættes for alt for mange trapper,
- at undgå overdreven motion førend hunden er udvokset – eksempelvis agility, cykelture, løb på hårde overflader og spring fra højder (f.eks. ud af bilen). En god huskeregel er, at ens gåture med hvalpen er 1 minut pr. uge hvalpen er – dvs. en hvalp på 10 uger bør kun være på gåtur i 10 minutter.
AD - Albueledsdysplasi
Albueledsdysplasi – i daglig tale kaldet AD – kan opstå af flere primære lidelser, der via fejlbelastning af leddet forårsager udvikling af slidgigt i albueleddet og dermed forvolde smerter.
AD er ligesom HD en multifaktoriel nedarvet lidelse, hvor hundens arvelige dispositioner sammen med negative miljøbelastninger er afgørende for, om den udvikler slidgigt og i hvilken grad.
Hvis man vil anvende sin hund i avlen, skal man – ligesom ved HD – kende AD-status på sin hund. Testen for AD foretages som røntgenfoto, når hunden er mindst 12 måneder gammel.
Dette kan med fordel tages samtidig med HD-foto og der skal ligeledes bestilles rekvisition iva hundeweb.
AD-graderne er 0, 1, 2 og 3. AD-status 0 og 1 kan anvendes i avl.
Som hvalpekøber kan man tage de samme forholdsregler som ved HD for at undgå negative miljøbelastninger.