Udstilling - hvad / hvordan ....
Hvad er det egentligt ?
Udstilling er en bedømmelse af hundens udseende iht. racestandarden. En udstillingsdommer, som har sat sig rigtig godt ind i racen, bedømmer om hunden er racetypisk og dermed egnet til avl. Derudover indeholder udstillingen en konkurrence om at blive bedømt for den flotteste hund.
Det hele kan være svært at overskue, når man er helt ny. Dansk Kennel Klub har lavet en lille folder, der fortæller lidt om det hele - find folderen "Ny på udstilling" nederst på denne side.
Specialudstilling
Dansk Stabyhoun Klub afholder hvert år en specialudstilling, hvilket betyder, at udstillingen kun er for Stabyhouns. Det giver en speciel hygge til arrangementet, og der vil typisk være nogle aktiviteter udover selve udstillingen som f.eks. lotteri, noget for børnene og selvfølgelig en masse hyggelig snak og samvær.
Det er en officiel udstilling og resultatet er gældende til en evt. avlsgodkendelse.
Eksteriørbedømmelse
Pga. Corona-restriktioner har det i lang tid ikke været muligt at deltage i udstillinger og få sin hund bedømt. DKK har derfor indført den mulighed, at man kan få sin hund eksteriørbedømt hos en udstillingsdommer med bemyndigelse til dette. Bedømmelsen foregår typisk hjemme hos en af disse udstillingsdommere, som man selv kontakter for aftale. Se yderligere info om denne ordning her.
Unghundeshow
Når en opdrætter vælger at få en parring godkendt i klubben, giver det udover muligheden for at formidle hvalpene via klubbens hvalpeliste, også en mulighed for en samlet bedømmelse af hele kuldet. Året efter bliver alle disse hvalpe og deres forældre inviteret til at deltage i klubbens unghundeshow mod en symbolsk betaling.
En del tæver er parret i Holland, og fædrene fra disse kuld vil også blive inviteret til at deltage.
Det er ikke altid, at begge forældredyr kan være til stede, men uanset om forældredyrene er repræsenteret eller ej, så kan man som opdrætter ved at sammenligne kuld, få en fornemmelse af, hvor man avlsmæssigt er på vej hen med vores fantastiske race. Og jer, der har købt en hund fra en dansk opdrætter får en bedømmelse af jeres unghund.
For opdrætteren betyder det rigtig meget at se hvalpene samlet. Det betyder også rigtig meget for Dansk Stabyhoun Klub at se, i hvilken retning de danske hunde udvikler sig. Hvalpene bliver kun inviteret denne ene gang til dette arrangement.
Bedømmelsen på unghundeshowet kan ikke bruges som avlsgodkendelse.
Skuer
Skuer foregår ligesom udstillinger - men bedømmelserne er uofficielle og kan ikke bruges som avlsgodkendelse. Mange deltager i skuer for at få en hyggelig dag, for at øve sig i at gå til udstilling og så er der stadigvæk en konkurrence, så din hund kan også blive "Bedst i racen" eller andet til et skue.