Racens historie

Stabyhoun eller Stabyen stammer hovedsageligt fra det Frisiske skovområde, østen og sydøsten af Friesland (Nord Hollandsk provins).​

Formodentlig var forfædrene til de frisiske hønsehunde de spanielagtige støvere, som spanierne havde medbragt.

​Så længe man kan huske, har man jaget til fods med Stabyen, som ofte kan tage stand og er meget god til at apportere.​

​​I slutningen af forrige århundrede blev den fortrængt af udenlandske racer.

​Til alt held kunne Stabyen gøre sig nyttig på andre områder og overlevede. På bondegårdene fungerede den som rottejæger og i marken fangede den muldvarpe. I dårlige tider kørte arbejdsløse med en lille Staby på cykel gennem landsbyerne og tjente til et knapt underhold som muldvarpefanger.

​Dette førte til bevarelse af de mindre typer, store hvalpe blev druknet.

I 1942 kom hollandske kynologer endelig på bedre tanker med hensyn til den frisiske Staby, optog de sidste racerene hunde, de kunne finde, i avlsbøgerne og begyndte systematisk at opbygge racen.

​I dag bliver Stabyen stadig brugt som jagthund og er kendt for sin “bløde mund”.​​