Racens historie
Stabyhoun eller stabijen stammer hovedsageligt fra det Frisiske skovområde, østen og sydøsten af Friesland (Nord Hollandsk provins).
Formodentlig var forfædrene til de frisiske hønsehunde de spanielagtige støvere, som spanierne havde medbragt.
Så længe man kan huske, har man jaget til fods med stabyen, som ofte kan tage stand og er meget god til at apportere.
I slutningen af forrige århundrede blev den fortrængt af udenlandske racer.
Til alt held kunne stabyen gøre sig nyttig på andre områder og overlevede. På bondegårdene fungerede den som rottejæger og i marken fangede den muldvarpe. I dårlige tider kørte arbejdsløse med en lille staby på cykel gennem landsbyerne og tjente til et knapt underhold som muldvarpefanger.
Dette førte til bevarelse af de mindre typer, store hvalpe blev druknet.
I 1942 kom hollandske kynologer endelig på bedre tanker med hensyn til den frisiske staby, optog de sidste racerene hunde, de kunne finde, i avlsbøgerne og begyndte systematisk at opbygge racen.
I dag bliver Stabijen stadig brugt som jagthund og er kendt for sin “bløde mund”.