​CDF

Cerebral dysfunktion

Cerebral dysfunktion – i daglig tale kaldet CDF – er en genetisk betinget neurologisk sygdom. Sygdommen er arvelig. Det er en genetisk mutation, som forårsager en ændret adfærd hos hvalpe. Hvalpe, der har sygdommen, vil når de er ca. 6 uger gamle begynde at udvise en afvigende og impulsiv adfærd, hvor de gentager de samme bevægelser – såsom at snurre omkring sig selv, gå frem og tilbage osv. Hvalpe, der er ramt af CDF er meget aktive og spiser lidt. De dør desværre inden for få måneder.​

CDF er en arvelig recessiv (skjult) sygdom, hvilket betyder, at en hvalp kun får symptomer, hvis begge forældredyrene har den genetiske fejl.​

Man kan teste for CDF. Testen er en blodprøve, som man får taget ved egen dyrlæge. Hunden skal ikke have en bestemt alder for, at man kan teste for genfejlen.​

Dyrlægen skal ved Laboklin i Tyskland bestille en rekvisition – tage en blodprøve af din hund – og sende denne til Laboklin for analyse med følgende blanket: GeneticTests-Dogs.pdf (laboklin.co.uk). Der testes for genfejlen og man får som oftest svar på testen omkring en uge efter, at blodprøven er taget. Man får et certifikat fra Laboklin, hvoraf CDF-statussen fremgår. Dette certifikat skal sendes til DASK, der så sørger for, at ens hund bliver registreret med CDF-statussen på ZooEasy. Hvalpe af forældredyr, hvor begge er testet frie for CDF, kan ikke være bærer af genet, og de er derfor automatisk frie for genet.​

Der findes 3 forskellige betegnelser – CDF-fri, CDF-bærer og hunde, der har CDF.​

Man skal for at anvende sin hund i avl kende CDF-statussen på sin hund. En hund, der er bærer af CDF-genet kan sagtens anvendes i avlen. Man må bare ikke parre 2 bærer af genet med hinanden – dette vil give hvalpe med genfejlen.​

Anvender man en bærer i avlen, skal den derfor altid kobles med en hund, der er CDF-fri. Hvalpene fra et kuld, hvor det ene af forældrene er bærer og det andet er fri, skal testes for genfejlen for at kunne indgå i avlen.​​​