Stabytræf
Siden 2001 har klubben holdt et årligt træf, hvor glade Stabyhoun ejere fra hele landet har mødtes til en rigtig hyggelig dag med masser af hundesnak og medbragt madkurv. De første år blev det afholdt på Fyn, siden har det skiftet imellem Sjælland og Jylland.
Tidligere blev Stabytræffet afholdt i forbindelse med den årlige generalforsamling. Klubben er jo landsdækkende og nogle af vores medlemmer har langt at køre. Af samme grund blev Stabytræf altid afholdt i en weekend.
I 2022 adskilte vi Stabytræf fra Generalforsamlingen og afholdt Stabytræf i forbindelse med Specialudstillingen i Munkebo.
Vores store årlige specialudstilling blev i 2024 flyttet til Camp Hverringe ved Kerteminde, og i den forbindelse ønskede vi at lave Stabytræf så det ikke kun er udstilling.
Mød op til Stabytræf og få en herlig oplevelse med vores skønne, skønne race og dejlige hundeejere. Det er en kæmpe oplevelse at se så mange Stabyhoun samlet et sted. Skulle du være interesseret i en Stabyhoun er dette også en fantastisk mulighed for at se dem samlet.
Igen i 2025 bliver den årlige store specialudstilling på Camp Hverringe, her vil vi afholde forskellige aktiviteter ud over udstilling. det bliver annonceret her på hjemmesiden og i medlemsbladet.


Generalforsamling
Fra 2022 har vi afholdt Generalforsamling uden Stabytræf. Årsagen skal først og fremmest findes i, at det kan være svært at finde lokation vor det er muligt at have (mange) hunde med, g samtidig kan være indendørs hvis vejret påkræver dette.
Generalforsamlingen vil blive afhold skiftevis i Jylland og på Sjælland, hermed tilgodeser vi flest mulig medlemmer på skift. Da vi er en lille klub med meget stor spredning af vores medlemmer, er dette det muliges kunst.
I vores vedtægter står følgende:
“Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest den 30. juni og helst i forbindelse med et arrangement.”
Bestyrelsen vil derfor tilstræbe at afholde et arrangement, ofte et foredrag om relevante emner.
Hvis du som medlem har en ide eller et ønske til arrangement i forbindelse med generalforsamlingen, så skriv til bestyrelsen. Det skal være et emne der kan være aktuelt for en større gruppe af klubbens medlemmer. Er det ikke muligt at opfyld ønsket kan det være at klubben kan arrangere et webinar om emnet i stedet.